Svaneborg Lejren
Sidst opdateret:

Faciliteter

 

Indendørs
Lejrbygningerne er på 200 m² med installationer såsom el, centralvarme med oliefyr og brusere.

Fra bagdøren kommer man til et lille bryggers, hvor oliefyret står. Her er der også adgang til køkkenet.

I køkkenet er der el-komfur og el-kogeplader, mikrobølgeovn, to kaffemaskiner, el-kande, to nyere køleskabe med frostrum, opvaskemaskine, gryder, potter og pander, samt service og bestik til 40 personer.
Varmt vand i køkkenet, og varme i øvrigt, er inkluderet i lejeaftalen. I foråret 2007 er Svaneborg blevet tilsluttet Herrup Vandværk, hvilket har givet en højere vandkvalitet.

I opholdsstuen, der er på ca. 50 m², er der pejs, og borde og stole til ca. 40 personer. I forbindelse med opholdsstuen er der to lederrum, med hver to brikse.

Foruden disse rum, er der to store sovesale med 6 køjesenge i hver plus ca 15 ekstra madrasser. I forbindelse med hver sovesal er der et toilet og bruserum. I forgangen er der yderligere to toiletter (heraf et med bruser).

Lejeren skal selv medbringe viskestykker, håndklæder, karklude, toiletpapir og rengøringsartikler.


Udendørs
Lejrpladsen er på 11.000 m² og går helt ned til Stubbergård Sø. Fra bygningerne er der søudsigt. En nyanlagt offentlig natursti, der går hele vejen rundt om søen, gennemskærer lejrens område langs søbredden. Fiskeri med stang er tilladt fra lejrens område. Badning ud for lejr grunden må dog frarådes, da søen her er meget dyb. I stedet anbefales det at benytte den kommunale badeplads for enden af søen - vær dog meget opmærksom på skiltning.
Ved eventuel sejllads med kano, tømmerflåde eller lignende, tilrådes brug af redningsvest, som pågældende lejer selv må medbringe.

Brænde kan tilkøbes
 
I foråret 2019 blev der opsat en shelter med en fantastisk udsigt ud over Stubbergård sø.
 
 



Svaneborg
Trevældvej 5
7830 Vinderup